menu

AGNETE BRINCH

writings

Anmeldelse: Stærke kvinder på alléen – af Peter Madsen

Januar 2017

Publiceret på Lokalavisen.dk/Villabyerne – 2019

Den nye udstilling hos Galerie Grothe på Jægersborg Allé er et studie i portrætkunstens detaljer, skriver vores anmelder, der kvitterer med fem stjerner.

'Kvinder der forandrer verden' hedder den nye soloudstilling af maleren Agnete Brinch, som åbnede for nylig i Galerie Knud Grothe på Jægersborg Allé.

Agnete Brinch kommer næsten lige fra et foredrag om sin kunst på Frederiksborg Slot, hvor også portrættet af Margrethe Vestager, som er med på denne udstilling, blev afsløret.

Der er tale om portrætter af kendte kvinder som Karen Blixen, Margrethe Vestager, Margaret Thatcher, Johanne Louise Heiberg, Asta Nielsen, Anna Ancher og Frida Kahlo med flere. Også reflektering over berømte malerier som Vermeers ´Pige med perleørering´ - som jo må siges at være en kvinde, der forandrede kunstverdenen - er med som parafrase på udstillingen. Både med og uden ørering.

En intim dialog
Agnete Brinch må siges at gå tæt på sine motiver forstået på den måde, at hun nærmest skræller lag af ansigternes ydre skal for med nærmest kirurgisk reflekterende farvespil at få modellens indre verden frem på lærrederne. Denne teknik skaber en direkte kontakt til hvad ansigterne indeholder, så beskueren udover at finde den portrætteredes ansigtstræk får en intim dialog med lærredets hovedperson.

Kunstneren deler i flere af portrætterne fladen op i afsnit, hvoraf nogle er understregende sorte eller gyldne. Ansigtsudsnittet bliver på den måde fremhævet, så unødvendig støj fravælges for at fokusere på det væsentlige, modellens sjæl så at sige.

Hertil understøtter også de changerende, nærmest kubistiske, pastelagtigt kælne farvestrøg impressionistisk med indlevelse i modellens univers, og fortællingen gøres levende og 'sludrende', ustandseligt varieret fortællende alt efter den vinkel, man vælger for 'samtalen'.

Smukt og charmerende er portrættet af Karen Blixen, som med et gavtyveagtigt smil afslører, at det ikke er alt, hvad hun fortæller, der er sandt og oplevet. Det er det kun i selve fortællingen, hun netop har serveret for sit publikum. En sand digter netop fanget af kunstneren i nævnte attitude.

Fantastiske Asta
Et lille meget smukt maleri af skuespilleren Asta Nielsen, 'Die Asta', står som portræt ganske enkelt som noget af det bedste, undertegnede har set i denne genre. Mere inderligt og følt kommer man næsten ikke, når et andet menneske skal beskrives med pensler på lærred.

Drømmende, sart, yderst følsom fremstår den skønne dame med et blik og et udtryk, som man kan drukne i. Her er vi på øverste hylde, hvad portrætkunst angår. Fantastisk!

Ligeså er et følsomt portræt af Paula Modersohn-Becker for undertegnede, sammen med 'Die Asta' og 'perlepigen', et af de bedste på udstillingen. Netop i dette billede kommer de ovennævnte kvaliteter helt frem til beskueren, selvom modellen ser ud til helst at ville være sig selv.

Vi er ovre i et Vermeer-agtigt skævt kikkende blik, hvis hemmelighed forsigtigt lader sig aflæse af kunstnerens pensler. Et i kalejdoskopisk farveholdning fornemt portræt.

Følelsen af nærvær
Udstillingen viser i det hele taget, hvordan et portræt bør gribes an og opbygges for at fremtrylle den stærke følelse af nærvær, når man beskuer billeder af denne art. Stor sans for detaljen og sikkert farvevalg blandet med fin teknik i det hele taget, er hvad Agnete Brinch viser fornemt frem ved denne udstilling.

Også denne gang er galleriejerens sikre evne til at forestå ophængningen til at få øje på. Smukt bølger de skønne damer sig igennem galleriet med fransk kølvand, så sart parfume upåagtet smyger sig elegant om næsen som en ekstra 'farve' på paletten.

Der er rigeligt stof til fem stjerner på en perlegrå himmel til denne elegante oplevelse.

Udstillingen vises frem til søndag den 27. januar.

Læs mere på lokalavisen.dk

Hvad pen og pensler kan gøre - af Inge Schjødt

December 2018

Publiceret i Kunstavisen nr 11 – 2018

Under huden hos malerinden Agnete Brinch

Kunstnerens selvportræt! Det glæder jeg mig til at se! Om det bliver i hel figur? Hvordan farvefacetterne fordeler sig mellem kolde og varme farver? Hvordan linjer møder flader? Øjnene, og de karakteristiske beskæringer? Det skal blive rigtig interessant.

Det, og meget mere taler vi om i det rummelige atelier hos malerinden Agnete Brinch i Esbjerg. Her er jeg i godt selskab med Anna Ancher, Karen Blixen, Die Asta Nielsen, piloten Amilia Earhart, forfatterne Virginia Woolf, Sigrid Undset, Thit Jensen, og med Vilhelm Hammershøjs tyste søster, som blandt flere andre gennem de seneste år er blevet gengivet på lærred og på tryk af billedkunstner Agnete Brinch.

Kvinder, der forandrer verden Malerinden mødte jeg i oktober ved åbningen af hendes soloudstilling på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Her var vores egen EU-kommissær Margrethe Vestager spændt på at se, hvordan hun var blevet fremstillet, som endnu en i rækken af Agnete Brinchs markante kvinder, der forandrer verden.

Nøje udvalgte var farverne i den dybblå kjole, i den glødende, rødorange baggrund, og i portrættets mere afdæmpede kulører, både symbolske og fint formidlende portrættets hovedfigur. Hun træder roligt frem og bliver hørt, Vestager, som internationalt har vundet respekt for sin indsats, der kræver såvel mod, som integritet og hjerteblod.

De stærke kvinder, vi kan se, og spejle os i som rollemodeller, de står stærkt i fokus hos Agnete Brinch. Hun finder dem i litteraturen, i kunsten, og som foregangskvinder i andre fag, hvor politik blot er ét af dem, mændene traditionelt har domineret.

Læs mere på komkunst.dk

Kunsthal vArte – af Mette Kristensen

April 2015

Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Agnete Brinch i forbindelse med hendes ophold i Kunsthal vARTe, og her blev det tydeligt for mig, at hun er en meget arbejdsom kunstner, der er seriøs omkring sit fag.

Det var ligeledes i den forbindelse, at jeg blev klar over, at her er en kunstner, der i den grad er på vej op ad kunstverdenens rangstige.

Agnete Brinch er en kunstner der er inspireret af historien og nogle af de helt store kunstnere. Flere af hendes værker tager direkte afsæt i kunsthistorien, med referencer til blandt andre Johannes Vermeer og Vilhelm Hammershøj.

Hensigten er ikke at efterligne eller kopiere, men derimod at komme med en nyfortolkning og en hyldest til de kunstnere, der i sin tid malede disse portrætter – og ikke mindst til de kvinder, der blev portrætteret.

Det er modigt at give sig i kast med sådanne kunsthistoriske mesterværker, som de fleste kender rigtig godt, men Agnete Brinch slipper af sted med det.

Forklaringen er nok, at de ikke blot er en genfortolkning, men en helt ny fortælling med en nutidig relevans, der måske kan gå ind og ramme endnu en generation.

Kunsthistoriske mesterværker har ind imellem brug for at blive hevet frem i nutidens lys, således at vi også i dag kan blive mindet om deres stadige relevans, lære af den, betages og forundres. Kunsten er der hvor den er i dag netop pga. dens kunsthistoriske kontekst og derfor er denne kobling i ikke kun spændende – den er også relevant.

De afbildede kvinder, er ofte personligheder der har gjort sig bemærket eller som ligefrem har gjort en forskel. Det kan være indenfor kunsten eller i samfundet generelt.

Kunstneren vælger hvad vi må se og hvor meget. Af og til er der foretaget beskæringer, således at vi kun får lov at se dele af ansigtet, hvilket er med til at vække vores nysgerrighed. Her lader kunstneren det være op til beskueren selv at danne sig billederne i de skjulte områder. Dermed fremstår værkerne åbne og der lægges op til beskuernes egne fortolkninger.

I andre portrætter får vi lov til at se hele ansigtet, og her får vi så et intenst og vedholdende blik. Kvinderne stirrer direkte ud på os og vores blikke mødes. Man kan få tanken hvorvidt det er os som beskuer der kigger på maleriet eller den portrætterede der kigger på os…

Fælles for malerierne er, at der altid hersker en hel unik ro og harmoni i hendes værker, og uanset hvor meget eller lidt vi får lov at se, så formår hun at vække de afbildede kvinder til live – endnu engang – gennem sine penselstrøg.

Jeg har fulgt Agnete Brinchs arbejde gennem et par år, og hendes portrætter synes stadig at blive mere intense og gådefulde. Ansigterne, der er sammensat af de her farvefelter, tildeler motivet en form for dybde og bevægelse. Beskueren rammes, man får lyst til at vide mere. Mere om de portrætterede kvinder og mere om kunstneren.

Jeg er derfor heller ikke i tvivl om, at hvad hendes kunstneriske karriere angår, så har vi kun set toppen af isbjerget. Agnete Brinch er først lige er begyndt at kravle op ad stigen…

Så jeg er heller ikke i tvivl om, at her har vi med en kunstner at gøre som vi kommer til at se meget mere til fremover.

(Mette Kristensen, Cand.mag. kunsthistorie og kunstfaglig leder af Kunsthal vARTe)

Kunst uden grænser – af Jørgen Steinicke

Oktober 2014

Den danske kunstner Agnete Brinch har bl.a. malet PIGE UDEN PERLEØRERING, som en af de seneste værker, i KVINDER DER FORANDRER VERDEN. Omkring 1660 malede Johannes Vermeer det sidenhen så berømmede portræt af PIGE MED PERLEØRERING - i vor tid gennem en roman og en film gjort nærmest ikonisk på linje med Mona Lisa o.l.. At tage livtag med så kendt et værk kræver både mod og talent. Det besidder Agnete Brinch. Gennem flere bearbejdninger af PIGE UDEN PERLEØRERING, vedkender hun sig fuldt ud traditionen, samtidig med at hun så afgjort viser sig som en helt igennem nutidig kunstner. Netop derfor bliver hendes portrætter så interessante og to af hendes værker sælges til støtte for den internationale organisation Læger uden grænser.
(Jørgen Steinicke, Cand.mag. historie og kunsthistorie)

The Danish artist Agnete Brinch has among others paintet the work GIRL WITHOUT PEARL EARRING, as one of her latest in the series WOMEN WHO CHANGES THE WORLD. In 1660 Johannes Vermeer painted his famous portrait GIRL WITH A PEARL EARRING - in our days famous with the novel and film - almost iconic as well as Mona Lisa etc. To take this challenge with a work that famous, demands courage and talent. This is two forces that Agnete Brinch holds. Through several variations of GIRL WITHOUT PEARL EARRING, Agnete Brinch acknowledge the tradition, as well as she shows herself as a modern artist of today. That is why we find Agnete Brinch’s portraits so intriguing and two of her works are sold to support the international organization Doctors without Borders.
(Jørgen Steinicke, Candidate, master history and art-history).

get in touch