13. oktober – 18. november 2018
‘Den danske billedkunstner Agnete Brinch har gjort sig bemærket med en spændende serie af markante kvinder. Hendes portrætter kommer vidt omkring, hvor bl.a. berømte forfattere, billedkunstnere, politikere og vovehalse fra flyvningens barndom bliver skildret. Fælles for dem er, at de har været med til at berige og forandre det samfund, vi lever i’ fortæller museet i en pressemeddelelse.
Udstillingens nyeste portræt er af EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager, der var tilstede og selv afslørede sit portræt.

Margrethe Vestager skriver: ‘Det er mærkeligt at se sig selv fortolket. Jeg er der, og jeg er der ikke.
For mig er der intet andet valg end at overlade portrættet til sig selv – og selv se på det som en kilde til inspiration, snarere end den fulde sandhed om mig
Der er brug for, at vi inspirerer hinanden. Især som kvinder. Der er et tomrum i historien, hvor kvinderne burde være. Det skal fyldes ud. Og der er en verden, vi skal forandre, så vi reelt kan leve ligeværdige og mangfoldige liv med plads til de forskelle, der afspejler den enkeltes valg. Sådan at vi skaber en fremtid uden et tilsyneladende tomrum, der hvor kvinderne er – fordi kvinder stadig må tåle ulige løn, ulige magt, ulige sikkerhed og tryghed.
Agnete Brinchs portrætter inspirerer mig. Nye farver, toner, indsnit og indkig til Thit Jensen, Karen Blixen inspirerer. De viser kvinder, som traf det valg at være tilstede, være synlige, handle. Derfor forandrede de vores verden og banede vejen for os andre. Og det er et valg. Men fordi portrætterne ikke er konfronterende og ikke klæder mennesket af, så bliver der en del af deres liv ufortalt – noget de holder for sig selv. Og det er meget bedre end at få “hele historien”. Det giver plads til ufuldkommenhed, fejl, det levede liv. Og dermed plads til den inspiration og det skub, som vi har brug for: Vores verden trænger til forandring og vi kan gøre det sammen’

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot blev opmærksomme på billedkunstneren Agnete Brinch, da hun deltog i Carlsbergfondets internationale portrætkonkurrence tilbage i 2015 på Frederiksborg Slot, hvor hendes portræt gjorde sig bemærket iblandt de mange hundrede deltagende kunstneres med sin originale tilgang til portrætgenren.
‘Min motivation er at formidle portrætter af rollemodeller, som i deres samtid, trods alle ods, opnår anerkendelse og baner vejen for kommende generationer’
‘Min ambition er at understøtte FN’s femte af i alt sytten verdensmål; at fremme kvinders og pigers universelle rettigheder og muligheder’ siger Agnete Brinch.
