Daimi Gentle (f. 1944)
Sanger, skuespiller

Daimi Gentle tog hele Danmark med storm, da hun som 17-årig deltog i en tv-transmitteret talentkonkurrence i Centralmagasinet i Esbjerg. Hendes alsidige talent har gjort hende kendt og elsket inden for sang, revy, musical, film og teater.

I 1975 begyndte et langvarigt samarbejde med Jytte Abildstrøms teater i Riddersalen på Frederiksberg.

Jeg mødte Daimi i hendes og Jytte Abildstrøms fælles garderobe i Riddersalen på Frederiksberg, som med hendes egne ord gennem knap 50 år har været hendes andet hjem. En for mig stor oplevelse med masser af fortællende billeder og objekter med Riddersalen som en over 100-årig historisk kulisse. Daimi er indbegrebet af dansk kulturhistorie inden for flere genrer, og her blev jeg grebet af ærefrygt for hendes mangeårige arbejde. 

Hanne Meyer (f. 1936)
Esbjerg ildsjæl, fhv. rektor for pædagogseminariet

Hanne Meyer er en ildsjæl. Hun engagerer sig i sine hjertesager – og dem er der mange af.

Hanne Meyer har i sit liv lavet mere end de fleste. Hun har været rektor for pædagogseminariet, har skrevet masser af stykker til Esbjergspillene og Esbjerg Børne- og Ungdomsteater, har været formand for Ældresagen i Esbjerg i 15 år, og opremsningen er alene eksempler på Hanne Meyers utrolige energi. I 2010 blev hun Årets Esbjergenser. I dag er hun blandt andet formand for Teater- og Musikhusvennerne og sidder i Støtteforeningen for Hospice Sydvestjylland.

Jeg er tryllebundet af Hanne Meyers person, liv og lys. Hun har virkelig gjort en forskel i mange sammenhænge for sin by og for dens indbyggere, unge som ældre. Hendes energi og engagement for den gode sag aftvinger stor respekt. Vi har begge taget verdensmålene til os, som et etisk kompas, da de kom frem. Hanne Meyer har gjort og gør stadig en forskel for Esbjerg.

Lone Gislinge (f. 1958)
Korleder

Lone Gislinges indflydelse på det lokale, regionale og nationale musikliv gennem over 40 år har været intet mindre end enorm. Lone Gislinge har om nogen slået tonerne an indenfor både musikpædagogikken og kor.

Blandt Lone Gislinges mange meritter skal nævnes, at hun i 1983 grundlagde Konservatoriets Pigekor, Esbjerg og nogle år senere konservatoriets Korskole, som konservatoriets studerende i børnekorledelse har fornøjelse af under uddannelsen. I 1990 blev Lone Gislinge dirigent for Treenighedskirkens Drengekor.

Jeg har gennem en årrække fulgt Lone Gislinges arbejde med pigekoret, mens tre af mine egne piger var en del af koret. Lone er topprofessionel og ved, hvad hun vil. Hun styrer og leder pigekoret med en vilje, fasthed og dedikation i den svære kunst at have et så levende og så stort instrument mellem sine hænder.

Susanne Hessellund (f. 1968)
Helikopterpilot, grundlægger og ejer af Bel Air Aviation A/S

Susanne Hessellund er Danmarks første kvindelige helikopterpilot. Hun kan huske præcis det øjeblik, hvor hun besluttede sig for, at hun ville være pilot. Hun var som lille pige på tur med sine forældre, hvor de så en Mærsk-helikopter ude på testflyvning. Den fløj frem og tilbage, op og ned, og Susanne Hessellund tænkte ved sig selv, at det måtte være »topmålet af frihed« at svæve mellem skyerne på den måde.

Hun stiftede i 1994 sit eget helikopterselskab Bel Air Aviation i Esbjerg, hvor hun er pilot, ejer og direktør. Bel Airs helikoptere flyver ud fra baser i Danmark og Holland med medarbejdere og udstyr for store virksomheder i olie- og vindbranchen.

Jeg beundrer Susanne Hessellund for at følge og udleve sin drøm om erhverv, karriere og familie. Hun viser, at det er muligt at kombinere disse ting på bedste vis. Susanne Hessellund er for mig en rollemodel, der gør Esbjerg kendt i ind- og udland.

Gertrud Kirk Simonsen (f. 195x)
Erhvervsbankrådgiver, ophavskvinde til lån med sikkerhed i fiskekvoter

Gertrud Kirk er ud af en slægt med lange traditioner for et liv i fiskeriet. Hendes far og brødre fiskede fra havnen i Esbjerg, som var hendes andet hjem. Selv satte hun sit helt eget aftryk på erhvervet – ikke på havet, men på land, i Danske Bank.

Da de omsættelige fiskekvoter så dagens lys i midten af 2000 krævede det kapital at byde ind. Nu var det ikke længere tilstrækkeligt for fiskerne at stille sikkerhed i skibet for at optage lån, da kvoterne kunne være fem gange mere værd. Gertrud Kirk var med til at finde en løsning, der kom til at betyde, at med pant i et skib, får man automatisk også pant i skibets kvote.

Jeg har stor respekt for Gertrud Kirk og den forskel, som hendes nytænkning gjorde for fiskerierhvervet. Hun tænkte fuldstændig anderledes og innovativt for at give de bedste betingelser for fiskerne i hele Danmark – med udgangspunkt fra sin hjemstavn Esbjerg. Gertrud Kirk gjorde og gør en forskel i sin samtid.

Karin Schwartz (f. 1967)
Taekwondokæmper, coach

Karin Schwarz er om nogen kendt for sine præstationer indenfor taekwondo – som en udøver i særklasse og som stifter af Esbjerg City Taekwondo Klub. 

Karin Schwarz har dyrket den koreanske kampsport taekwondo i 40 år og har i sin karriere opnået mange flotte resultater, blandt andet OL-sølv, EM-guld, 11 gang NM og 23 gange DM-guld. Hun har modtaget priser som eksempel Esbjerg Idrætspris og Danmarks Idrætsforbunds Kvindeidrætspris i 1997. Den sidste modtog hun for at sætte fokus på problemstillingen med vægtpineri. Endelig er Karin Schwarz optaget i Walk of Fame, Esbjerg og som den første kvinde i Hall of Fame, Esbjerg. 

Jeg ser Karin Schwarz som en rollemodel for piger og kvinder. Hun har gennem fire årtier dyrket sin sport, en kampsport. Hun har med sine bemærkelsesværdige resultater gjort Esbjerg kendt i ind- og udland.

Yildiz Akdogan (f. 1973)
Politiker, forkvinde for Kvinderådet, cand.scient.pol.

Yildiz Akdogan er født i Tyrkiet og opvokset i en arbejderfamilie i Esbjerg. Hendes farmor var humanist og havde samme livsfilosofi som Grundtvig: “Mennesket først. Man skal møde et andet menneske først og fremmest som menneske. Det er den grundfilosofi, jeg er vokset op med hos min farmor”, siger Yildiz Akdogan.

Politisk er Yildiz Akdogan socialdemokrat, og i 2007 blev hun som den første nydanske kvinde valgt ind i Folketinget. I dag er hun medlem af Københavns Borgerrepræsentation samt forkvinde for Kvinderådet.

Jeg beundrer Yildiz Akdogan for modet til at forandre verden og for at udleve sit menneskesyn – at næstekærlighed og medmenneskelighed er blandt de vigtigste dyder. Ligesom hun har jeg fokus på ligestilling mellem kønnene – at vi værdsætter hvert køn. På den måde forandrer vi verden til et bedre sted for os og vores efterkommere.

Sonja Richter (f. 1974)
Skuespiller

Sonja Richter voksede op i Tjæreborg og kom tidligt til at stå på egne ben, da hun flyttede hjemmefra som 14-årig. Hun blev uddannet skuespiller fra Odense Teaterskole i 1999, og er en agtet skuespiller, som har medvirket i mange store teateropsætninger og optrådt på de fleste af landets store teaterscener, ligesom hun er kendt for sine roller i film og tv-serier. Hun har modtaget flere priser, blandt andet Kronprinseparrets Kulturpris i 2007.

Sonja Richter er et spændende og tænksomt menneske. Hun beskriver lykke som evnen til at rejse sig efter modgang og værdsætte livets nuancer. Hendes refleksioner og kunstneriske virke gør hende til en markant skikkelse i dansk kulturliv.

Jeg er beundrer Sonja Richter og er fascineret af hendes arbejde, kamp og vej gennem livet med udgangspunkt fra Allerup ved Tjæreborg. Hun kan virke sart, men besidder en råstyrke uden lige og har sine meningers mod.

Eva Merz (f. 1966)
Billedkunstner, fotograf

Eva Merz er en fotografibaseret billedkunstner, forfatter og redaktør med en socialt engageret praksis. Hun arbejder antropologisk med deltagerobservation og interviews for at forstå de mennesker, hun skildrer. Siden 2013 har hun fokuseret på et socialt boligområde i Esbjerg, hvor hun gennem fotografi og tekst belyser livsbetingelser og fællesskaber.

Hendes projekt Gammel Vardevej – indefra blev vist på Esbjerg Kunstmuseum i 2016-2017 og udgivet som bog. Udstillingen gav et unikt indblik i et udsat boligområde og forenede social indignation med kunstnerisk konceptuel undersøgelse. Hun er blevet sammenlignet med Jacob A. Riis for sin dokumentation af sociale uligheder.

Jeg beundrer Eva Merz’ evne til gennem sin kunst at tage stilling til og formidle sårbare og udfordrende livsvilkår på den allerordentligste måde. Med sit kamera dokumenterer Eva Merz menneskeskæbner og sociale uligheder fra vores egen egn – livsvilkår, som vi nemt kan lukke øjnene for. Eva Merz åbner mit sind. Hun maner til eftertanke og refleksion.

Stephanie Lose (f. 1982)
Formand for Regionsrådet i Syddanmark, næstformand i Danske Regioner og Venstre. (Stephanie Lose har siden forladt regionspolitikken for at udøve hvervet som økonomiminister.)

Stephanie Lose er venstrepolitiker med stort V, og har været engageret i politik siden ungdomsårene. Som regionsrådsformand i Syddanmark var Lose er en markant stemme i dansk sundhedspolitik. Hun havde fokus på bredt samarbejde og løsninger for borgere og patienter. Hendes 147.486 personlige stemmer ved valget i 2021 understreger vælgernes opbakning.

Hun har kæmpet for flere hænder i sundhedsvæsenet og mere tid til patienterne. Forebyggelse, lighed og værdi for patienten var centrale pejlemærker i hendes arbejde, ligesom bedre sundhed frem for bureaukrati og procesmål.

Jeg har stor respekt for Stephanie Lose. Hun har gjort en bemærkelsesværdig politisk karriere. Jeg deler hendes fokus på ordentlighed i sundhedsvæsenet. Stephanie Lose har gjort og gør en forskel for Esbjerg og Region Syddanmark.

Emilie Mundt (1842-1922)
Billedkunstner

Emilie Mundt kæmpede for kvinders rettigheder og bidrog selv til ligestillingen ved at oprette en kunstskole for kvinder sammen med sin partner Marie Luplau (1848-1925). De to kunstnere havde i 1874 afprøvet grænserne på Kunstakademiet ved at søge ind. De fik afslag med den begrundelse, at de ikke kunne tegne efter mandlig nøgenmodel. Man frygtede fra akademiets side, at synet af den nøgne krop ville vække upassende lidenskaber hos kvinderne.

I stedet grundlagde de deres egen skole, som fik stor betydning både praktisk for kvinder med kunstnerambitioner og i en større politisk sammenhæng, hvor deres skole lagde pres på det forstokkede Kunstakademi.

Emilie Mundt var en central figur i de netværk, der opstod omkring kvindesag og kunstuddannelse for kvinder i slutningen af 1800-tallet. Som kunstner er hun især kendt for sine mange skildringer af fattige asylbørn.

Jeg fascineres af Emilie Mundt. Hun er fra en tid, hvor kvindelige kunstnere havde vanskelige kår, men hun trodsede samtidens forventninger til kvinderollen og gik sine egne veje. Hun var en mønsterbryder og en rollemodel, som vi kan spejle os i både dengang og nu. Hun satte med sin kunst børns vilkår på dagsordenen før, at vi begyndte at tænke på dem som individer. Hun er en af de kvinder, som vi står på skuldrene af, og som jeg er taknemmelig for at kende til.

Marie Luplau (1848-1925)
“Kunstner først, menneske efter”

Marie Luplau var præstedatter fra Varde. Hendes mor var ivrig forkæmper for kvindelig valgret, og selv blev Marie Luplau en af de kvindelige kunstnere, der aktionerede for at skaffe kvinder adgang til Kunstakademiet i 1874.

Marie Luplau beskrives som den første danske kvindelige friluftsmaler. Hun opsøgte igen og igen sin hjemstavn i Sydvestjylland og malede blandt andet en række landskaber af klinterne ved Ho Bugt og skildrede det såkaldte Lille Esbjerg med de jordhytter, nogle af havnearbejderne boede i, mens Esbjerg Havn var under opførelse. 

Sammen med Emilie Mundt gjorde hun alt andet, end hvad samfundet forventede af kvinder i slutningen af 1800-tallet. De klippede deres lange hår af. De var kærester, selvom det var imod alle normer. De adopterede en datter, selvom det var hidtil uset. De udstillede på Charlottenborg og oprettede en kunstskole for kvinder.

Parret nægtede at acceptere de begrænsninger, som love og normer pålagde deres køn og seksualitet, både når det gjaldt at være kunstner og retten til at stifte familie.

Marie Luplau er en vigtig rollemodel for mig. Hun arbejdede hele sit liv for at forbedre kvinders placering og muligheder i det danske samfund. Marie Luplau gjorde en forskel, og det spejler jeg mig i og forsøger som hende at gøre en forskel og at bidrage til ligeværd.

Vera Mou (1918-2017)
Slagterkone, entreprenør og iværksætter

Vera Mou var gift med slagter Sigurd Mou, og sammen drev de en mindre slagterforretning på Hjertingvej i 1960’erne. Da Vera opdagede, at kunderne var helt vilde med de kødboller, hun lavede efter sin mors opskrift, blev det startskuddet til det, der senere blev kendt som Mou Supper – og ikke mindst masseproduktionen af de berømte boller. 

I dag foregår produktionen stadig på det anlæg i Tarp ved Esbjerg, som Vera og Sigurd Mou fik bygget, da slagterforretningen blev for lille. Vera Mous opfindsomhed og arbejdsomhed skabte et af de mest elskede varemærker i de danske hjem siden 1970’erne. 

Som entreprenør og iværksætter er Vera Mou et eksempel for os alle på et menneske, som gør en forskel. Her er fortællingen om en person, der fra ide til handling bygger en meningsfuld virksomhed op. Vera Mous livshistorie kan fremme pigers og drenges bevidstgørelse om egne og andres muligheder.

Nicoline Kristine Larsen (1868-1960)
Teglværksarbejder og sandormegraver

Nicoline Larsen kom fra små kår og arbejdede hele sit liv. Som ung lærte hun at sy og vandrede efter tidens skik rundt til husmødrene på landet med sin symaskine. Senere fik hun arbejde på Måde Teglværk, hvor hun vendte mursten i 46 år. Uden for sæsonen på teglværket ernærede hun sig som ormegraver på vaden. Hun blev kendt som Danmarks ældste aktive teglværksarbejderske og arbejdede indtil få måneder før sin død.

Hvert år vendte hun omkring en halv million sten i tørreladen, trådte let og ubesværet på hønsestigens trin, for at nå de øverste hylder i de høje reoler og arbejdede med imponerende styrke. Trods folkepension fortsatte hun, fordi hun ikke kunne sidde stille – arbejdet og den friske luft var en uundværlig del af hendes liv.

Nicoline Larsen, der trods barske kår bevarer et positivt livssyn til det sidste, fortjener den største beundring. At hun så tillige fortsætter det fysisk hårde arbejde som teglværksarbejder indtil få måneder før sin død som 92-årig, afkræver blot yderligere respekt.

Rav Sine – Hansine Jessen (1885-1965)
Ravsliber

Rav Sine blev født på Fanø, og hendes store interesse for rav og evne til at slibe rav til smykker grundlagde en livsbane, som kulminerede med en præsentation af hendes ravarbejder på Verdensudstillingen i New York i 1939.

Rav Sine passede sine forældre indtil deres død i 1924, hvor hun flyttede til København og kunne opleves iført sin Fanødragt, mens hun sleb rav til kunsthåndværk. Rav Sines værker blev solgt i den danske butik i Paris, i flere københavnske forretninger og på Amerikabådene.

Rav Sine var i 1953 medinitiativtager til den første Fannikerdag i Nordby – en begivenhed der stadig finder sted hver sommer.

Rav Sine var en dygtig kunsthåndværker og en stærk kvinde, der havde modet til at vælge en anden levevej end de fleste kvinder på sin tid. Med Rav Sines omsorg for familien og modet til at gå sine egne veje er hun et forbillede for alle, der vil lade sig inspirere.

Maren Kirstine Rasmussen (1876-1941)
Rengørings-, vaske- og vågekone samt avisbud og hjemmesyerske mm. Farmor til fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen

Maren Rasmussen var en af de mange kvinder, der levede nøjsomt og stille – som sørgede for sin familie uden de store falbelader. Fra hun var 17 år overtog hun husholdningen og passede sine syv søskende efter morens død. Hun blev gift som 22-årig og fik syv børn, men blev forladt af sin mand, da han rejste til Amerika.

Som alenemor arbejdede hun fra morgen til aften med rengøring, vaskeri og avisuddeling for at forsørge sine børn. Trods fattigdom sikrede hun dem alle en uddannelse og tog senere to børnebørn til sig. Hendes styrke og omsorg for familien var med til at lægge grunden til en statsminister, nemlig Poul Nyrup Rasmussen.

Maren Rasmussens liv afspejler fattige kvinders slidsomme kår i datidens Esbjerg. Historiebøgerne om Esbjergs tilblivelse nævner ikke disse kvinder, som virkelig gjorde en forskel som limen i samfundet. Kvinder som Maren Rasmussen fortjener respekt og beundring for deres indsats.

Karen Johanne Nielsen (1879-1953)
Oversygeplejerske

Karen Johanne Nielsens begyndte sit virke som sygeplejerske som 19-årig, da hun i 1900 blev ansat på det dengang lille kommunale sygehus i Esbjerg med ti medicinsk-kirurgiske senge og en epidemiafdeling for 24 patienter. Efter forskellige ansættelser, bl.a. i Berlin, tiltrådte hun i 1910 som oversygeplejerske på Esbjerg Sygehus, en stilling, hun varetog, indtil hun gik på pension i 1943.

Karen Johanne Nielsen indførte teoretisk undervisning af sygeplejeeleverne. Hun satte sit mærke regionalt og på landsplan ved sin energi og fremsynethed inden for provinssygeplejen og den teoretiske sygepleje. 

For at verden skal kunne fungere, har vi behov for mennesker, som Karen Johanne Nielsen, der på trods af sin samtids meninger og holdninger skabte og løftede det sygeplejefaglige niveau i hele Danmark. At gå i gang med så stor en mission – og at lykkes med det, er et lysende eksempel på mod og målrettethed som vi kan spejle os i.

Heda Lyngbo (1879-1961)
Kvinden ved siden af manden

Heda Lyngbo var gift med kunstmaleren Christen Lyngbo (1871-1968), kendt som hedens, klitternes og den vestjyske naturs maler. Heda Lyngbo var den anonyme hustru bag sin mere kendte ægtemand.

De bevarede breve fra Hedas hånd viser hendes – skjulte – rolle som sin ægtemands støtte og som den, der varetog kontakten til parrets netværk. Brevene giver os en historisk indsigt i en kunstners rejser, liv og levned.

For mig er Heda Lyngbo et fint eksempel på kvinden, der påtager sig de “usynlige” opgaver, som giver sammenhængskraft i familien og i mandens virke, her kunstmalerens ofte ensomme arbejdsliv. Hun bakker op om sin mand og giver ham arbejdsro ved at være organisator og buffer til omverdenen.

Oda Peters (1894-1987)
Billedkunstner

Oda Peters tog afgang fra Kunstakademiet i 1916 og flyttede til Esbjerg, da hun i 1919 blev gift med arkitekt Harald Peters. Hun boede i byen de næste 14 år og tog i hele perioden aktiv del i byens kunstliv. Samtidig var hun en flittig udstiller på Charlottenborgs Forårsudstilling, som hun bidrog til gennem 60 år.

Oda Peters er mest kendt for sine landskaber og figurbilleder, herunder landskaberne omkring hjemmet i Esbjerg.

Esbjerg Kunstmuseums samling blev i begyndelsen af 1920’erne startet af Esbjerg Kunstforening, der som et af de første værker købte et maleri af Oda Peters.

Oda Peters står på skuldrene af, hvad Emilie Mundt og Marie Luplau m.fl. kæmpede for med sin kunstneriske uddannelse og virke. Hendes legende tilgang til maleriet med en let palet gør mig modigere i mine fra- og tilvalg, når jeg forenkler mit billedsprog. Hendes arbejde inspirerer mig til at tænke: “Kunne hun gøre det, kan jeg også.”

Donation og ophængning er generøst støttet af:
Johan Hoffmann Fonden
Blue Water Foundation 
Bel Air Aviation
Hounisen Group
Esmark Feriehusudlejning 

Projektudvikling og udførelse af værkerne er generøst støttet af:
Axel Muusfeldts Fond
Claus Sørensens Fond
Esbjerg Kommune
Hounisen Group ApS
Kirk Larsen & Ascanius