Dronning Dagmar var en bøhmisk prinsesse, der blev dansk dronning i begyndelsen af 1200‑tallet, kendt for sin skønhed, fromhed og sin tidlige død i barselsseng.
Dronning Dagmar blev født som Markéta (Margrete) Přemyslovna af Bøhmen omkring 1186 på kongeborgen Vyšehrad i Prag. Hun var datter af kong Ottokar 1. af Bøhmen og Adelheid af Meissen. Hendes barndom var præget af politiske ægteskaber og dynastiske konflikter; hendes forældre blev skilt, og Dagmar voksede en tid hos sin mor i Meissen.
I 1205 blev Dagmar gift med Valdemar Sejr, Danmarks konge. Ægteskabet var sandsynligvis politisk motiveret og skulle styrke forbindelserne mellem Danmark og Bøhmen. Ifølge samtidige og senere kilder var Dagmar smuk, mild og elsket af folket – et billede, der især blev dyrket i folkeviserne.
I 1209 fødte hun sønnen Valdemar den Unge, den længe ventede tronarving, men døde allerede 3 år senere d. 24. maj 1212 i barselsseng, da hun fødte sit andet barn, som heller ikke overlevede. Hun blev begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted, hvor kongeslægten hvilede.
Folkeviserne fortæller dramatiske og symbolske versioner af hendes død – blandt andet at hun lå syg i Ribe, eller at hun kortvarigt vågnede fra døden for at tage afsked med Valdemar. Disse fortællinger er dog ikke historisk dokumenterede, men udtryk for middelalderlig mytedannelse.
Dagmar fik i eftertiden helgenagtig status som idealet på den gode, milde og fromme dronning – ofte sat i kontrast til Valdemars anden hustru, Berengaria. Dette skyldes især folkeviserne fra 1500‑tallet, som romantiserede hendes liv og død.
Et berømt relikvie, Dagmarkorset, blev fundet i 1600‑tallet i Ringsted, men moderne forskning peger på, at det sandsynligvis tilhørte en anden kongelig kvinde, dronning Richiza. Dog er smykket i folkemunde kendt som ‘Dagmarkorset’.
