Helle Thorning-Schmidt.

Tale ved afsløring af portræt på Gl. Strand Kunstforening den 8. marts 2020

Det er simpelthen så dejligt at være her i dag, med min familie og venner og alle jer andre.

Jeg har lyst til at kigge lidt mere på dig Suzanne – både som portræt og i levende live.

Den kaffe, vi drak dengang, Agnete, det var både hyggeligt og åbenbart også produktivt. Efter den kaffe var jeg ikke så meget i tvivl. Det er en kæmpe ære, at blive portrætteret i denne serie. Jeg blev fuldstændig slået bagover af dit engagement og dit kendskab til verdensmålene og at du gerne vil være en del af det.

Hvis vi kunne, os tre, Puk. Suzanne og jeg, så ville vi altså også gerne portrættere dig (jeg tror du skulle sige nej), for du forandrer også verden. Du forandrer verden fordi du er helt overbevist om, at et kunstprojekt, også kan være en del af den store forandring. Så tusind tak for, at vi blev spurgt og du fik os til at sige ja tak.

Det at blive en del af KVINDER DER FORANDRER VERDEN, er en stor ting for en, der har været feminist siden jeg var 11 år. Der lå jeg under et bord ude i Ishøj og hørte min søster, som også er her i dag, spille Shit og Chanel og hvis man ikke bliver feminist af det, så er man simpelthen lavet af sten.

Før jeg blev socialdemokrat, før jeg blev alt muligt andet – så var jeg feminist. Jeg har altid holdt meget af Kvindernes internationale kampdag. Der er mange, der har travlt med at spørge, hvorfor skal vi have sådan en dag? Og det skal vi, fordi det tvinger os til lige at spørge, går det som vi håbede? Har vi fået de rigtige fremskridt? Og som Suzanne også lige var inde på, så er svaret faktisk ”Nej”. Det har vi ikke. Hver 5. kvinde lever f. eks. stadig med vold fra en partner. Vi ved, at ved krig eller naturkatastrofer, så er det langt, langt mere sandsynligt, at det er kvinder, der mister livet. Vi ved også, at globalt tjener kvinder 23% mindre end mænd. Som Suzanne også siger. Alt det arbejde, der er forbundet med det feminine, det er altid blevet vurderet lavere end andet arbejde og meget af det er ubetalt. Vi ved i det hele taget at kvinder er dårligere uddannet, har dårligere adgang til sundhedsydelser, er fattigere globalt end mænd er. Så der er altså meget, som slet ikke er godt nok.

I Danmark, har det jo været svært og tale om ligestilling i mange år. Jeg tror nærmest, jeg er den eneste statsminister, der nogensinde har sagt ”Jeg er både statsminister og feminist på en gang”. Jeg ved ikke, om andre har sagt det? Hermed er opfordringen givet videre.. Men i Danmark taler vi ikke lige så meget om ligestilling, som vi burde. Vi sakker bagud ift. lande, som vi sammenligner os med. F.eks. i forhold til bestyrelsesarbejde, der er det gået den forkerte vej. Så det er godt at have en dag, hvor man ligesom stiller sig op og spørger, hvor langt er vi? Og det er trist at kunne konstatere år efter år, at det slet ikke går hurtigt nok.

Det betyder jo ikke, at det ikke også går fremad, for det gør det. Kvinder bevæger sig ind på fagområder, som de aldrig har været tilstede på før. Kvinder bliver statsministre og ledere i stillinger, hvor de aldrig har været før. Men jeg kan ikke være den eneste, som i denne weekend har været rasende over, at det nu igen ser ud til, at det er helt umuligt for en kvinde og blive præsident i USA. Det tror jeg, der er mange af os yngre kvinder, som mærker og siger, bliver det overhovedet i vores levetid, det kommer til at finde sted?
MEN der er fremskridt. #Metoo bevægelsen, som Suzanne også nævnte, er et af de fremskridt. Jeg synes, det var fantastisk forløsende, at vi efter alle de år, hvor det er er noget kvinder har talt med hinanden om, så pludselig blev det delt i det åbne rum. Jeg synes også det er meget sigende, hvor hurtigt det kan virke irriterende for så mange at høre på. Men det understreger nok at man skal blive ved og ved og ved og ved.  

Og hvorfor så sådan en udstilling som KVINDER DER FORANDRER VERDEN? Jeg tror, at Agnete har tænkt, at vi alle sammen har en opgave i at inspirere hinanden. For mit eget vedkommende kan jeg huske dengang jeg var lille og min mor og hendes veninder talte om Suzanne. Og jeg husker hvor betaget jeg selv var af dig Suzanne. Den måde hun talte på. Det hun sagde. Den måde hun så ud på – meget mere end det jeg senere opdagede – det du faktisk skrev. Og det betød rigtig meget, at der var en kvinde, som var sig selv, som turde stå frem, som turde stikke helt af fra det, der var normalen dengang. Have sine egne holdninger og være klar til, at stå der aller, aller yderst. Så Suzanne, du har været med til at give en lille pige i Ishøj mod til og turde meget mere end man måske lige skulle forestille sig. Men det fantastiske er, at man ikke kun lader sig inspirere af kvinder, som er ældre end en selv, men også af dem der er yngre. Puk, du har virkelig inspireret mig med dit enorme mod, helt crazy nogen gange, når man tænker: Puk, skulle du være der, hvor du er lige nu? Men du var der bare alligevel og jeg er sikker på, at du ikke bare har flyttet mange holdninger og givet mod til danske piger og kvinder. Men faktisk også alle de mange, mange, mange kvinder, du har mødt, når du har rejst omkring rundt i verden. Hvor jeg også har set, at når man møder en kvinde, som laver et stort stykke seriøst arbejde, så bliver piger og kvinder også inspireret.

Jeg har også mødt mange, der har sagt til mig, at de er inspireret af mig. Og det får mig til at lære i virkeligheden, at KVINDER DER FORANDRER VERDEN, det er ikke kun os 3, der bliver portrætteret nu eller Karen Blixen, som også er portrætteret. Det er ikke kun os. Vi skal huske på, at dem, der kan forandre verden, det er faktisk os alle sammen – hver og en. Med hvert eneste skridt vi tager. Med hvert eneste anderledes valg, vi vælger, med den inspiration vi giver til vores børn. Med den inspiration vi giver til hinanden, så har vi alle sammen potentialet til at være KVINDER DER FORANDRER VERDEN.

Måske også mændene har det potentiale til at være med til at forandre en verden, som skal være mere ligestillet. Så det her, Agnete. Det er en stor ære for os, men det er også en stor ære vi giver videre til alle kvinder. Enhver har forandringskraft i sig. Enhver kvinde. Dine skridt, din forandring, dit mod, din orden har potentiale til at forandre verden. Vi kan alle være en del af forandringen.

Tak fordi jeg måtte være med

Translate »