26.10.1902 – 03.08.1986
Professionel pilot, træner og avler af væddeløbsheste, forfatter, eventyrer, britisk
Beryl Markham flyttede som fire-årig til Kenya sammen med sin far. Hendes livslange eventyrlyst begyndte allerede som barn, hvor hun legede og jagede sammen med de lokale stammedrenge.
Livet igennem beskæftigede hun sig inden for typiske mandefag. Som 18-årig fik hun som den første kvinde i Afrika licens til at træne væddeløbsheste og skabte fantastiske resultater – hun var blandt andet seks gange træner for vinderen af det kenyanske derby.
Senere tog Beryl Markham flylicens og arbejdede som freelancer med udbringning af varer, personer og post. I 1936 fløj hun som den første kvinde solo over Atlanten fra øst til vest. En kæmpepræstation.
I 1942 skrev hun om sine bedrifter i bogen ‘West with the Night’. Hun boede i øvrigt i Kenya på samme tid som Karen Blixen, som var en del af hendes bekendtskabskreds.
Jeg fortæller med mine portrætter og mit skriv om Beryl Markham om en modig, selvstændig kvinde, der ikke lod sig hæmme af samtidens syn på kvinder og kvinders plads i samfundet.
