Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Agnete Brinch i forbindelse med hendes ophold i Kunsthal vARTe, og her blev det tydeligt for mig, at hun er en meget arbejdsom kunstner, der er seriøs omkring sit fag.
Det var ligeledes i den forbindelse, at jeg blev klar over, at her er en kunstner, der i den grad er på vej op ad kunstverdenens rangstige.
Agnete Brinch er en kunstner der er inspireret af historien og nogle af de helt store kunstnere. Flere af hendes værker tager direkte afsæt i kunsthistorien, med referencer til blandt andre Johannes Vermeer og Vilhelm Hammershøj.
Hensigten er ikke at efterligne eller kopiere, men derimod at komme med en nyfortolkning og en hyldest til de kunstnere, der i sin tid malede disse portrætter – og ikke mindst til de kvinder, der blev portrætteret.
Det er modigt at give sig i kast med sådanne kunsthistoriske mesterværker, som de fleste kender rigtig godt, men Agnete Brinch slipper af sted med det.
Forklaringen er nok, at de ikke blot er en genfortolkning, men en helt ny fortælling med en nutidig relevans, der måske kan gå ind og ramme endnu en generation.
Kunsthistoriske mesterværker har ind imellem brug for at blive hevet frem i nutidens lys, således at vi også i dag kan blive mindet om deres stadige relevans, lære af den, betages og forundres. Kunsten er der hvor den er i dag netop pga. dens kunsthistoriske kontekst og derfor er denne kobling i ikke kun spændende – den er også relevant.
De afbildede kvinder, er ofte personligheder der har gjort sig bemærket eller som ligefrem har gjort en forskel. Det kan være indenfor kunsten eller i samfundet generelt.
Kunstneren vælger hvad vi må se og hvor meget. Af og til er der foretaget beskæringer, således at vi kun får lov at se dele af ansigtet, hvilket er med til at vække vores nysgerrighed. Her lader kunstneren det være op til beskueren selv at danne sig billederne i de skjulte områder. Dermed fremstår værkerne åbne og der lægges op til beskuernes egne fortolkninger.
I andre portrætter får vi lov til at se hele ansigtet, og her får vi så et intenst og vedholdende blik. Kvinderne stirrer direkte ud på os og vores blikke mødes. Man kan få tanken hvorvidt det er os som beskuer der kigger på maleriet eller den portrætterede der kigger på os…
Fælles for malerierne er, at der altid hersker en hel unik ro og harmoni i hendes værker, og uanset hvor meget eller lidt vi får lov at se, så formår hun at vække de afbildede kvinder til live – endnu engang – gennem sine penselstrøg.
Jeg har fulgt Agnete Brinchs arbejde gennem et par år, og hendes portrætter synes stadig at blive mere intense og gådefulde. Ansigterne, der er sammensat af de her farvefelter, tildeler motivet en form for dybde og bevægelse. Beskueren rammes, man får lyst til at vide mere. Mere om de portrætterede kvinder og mere om kunstneren.
Jeg er derfor heller ikke i tvivl om, at hvad hendes kunstneriske karriere angår, så har vi kun set toppen af isbjerget. Agnete Brinch er først lige er begyndt at kravle op ad stigen…
Så jeg er heller ikke i tvivl om, at her har vi med en kunstner at gøre som vi kommer til at se meget mere til fremover.
(Mette Kristensen, Cand.mag. kunsthistorie og kunstfaglig leder af Kunsthal vARTe)
