Som kunstner dokumenterer jeg og inspireres af, hvordan den afbillede kvinde på godt 150 år har ændret sig fra blysomt objekt til stærkt subjekt i sin egen ret. Jeg beundrer både kvinder, der har mod og vilje til at bryde med samtidens forventninger, og kvinder, der var og er limen i vort samfund, i Danmark. De gjorde og gør en forskel. Min fascination har udmøntet sig i kunstprojektet Kvinder, der forandrer verden, hvor jeg fortolker mine rollemodeller.
I Nymindegab opstod sidst i 1800-tallet en kunstnerkoloni, som malede naturen og det daglige, slidsomme liv i datidens fiskerleje. Jeg er fascineret af deres fortolkninger og har været så heldig at kunne male inde på Nymindegab Museum omgivet af deres værker, ligesom jeg har haft staffeliet med ude i det klitlandskab, hvor de stod for 140 år siden. Jeg krydser mine egne spor og mine formødres i den del af Danmark, som for mig er eventyrets og mit barndommens land.
I dag ses og høres kvinder i høj grad mere, end de gjorde i 1800-tallet. Dog er det stadig væsentligt at kæmpe for ligeret for begge køn, som jeg gør med mine malerier og foredrag. Kæmpe for indsigt og bevidstgørelse. Jeg vil udfylde det tomrum i historien, hvor kvinder burde være. Jeg tror på styrken i at have gode rollemodeller, som vi kan spejle os i.
