Hvorfor et portræt? Hvorfor portrætterne lavet af Agnete? Jeg er interesseret i forholdet mellem mennesker, fordi det er i forholdet til andre, vi kan ændre hinanden og os selv.
Et portræt er præcis et forhold; et forhold mellem kunstner og den portrætterede. Personen, som du ser på billedet, er tilfældigvis den person, som kunstneren har observeret – det er en fortolkning af en person.
Så kunstneren er til stede, og for Agnetes tilfælde meget nærværende i billedet. Farverne, som Agnete observerer i hud og hår, kan jeg ikke observere i et ansigt. Men når Agnete viser mig dem i et portræt, så ser jeg farverne – og den dybde, de giver.
Derfor fungerer portrættet også som en invitation til at møde den portrætterede – kunstneren har lavet en version, og inviterer dig til at gøre dig dit eget indtryk. Jeg oplever kvinderne, som Agnete portrætterer, som både nærværende og lettere distancerede eller eftertænksomme. Det imponerende, smukke farvespil i ansigtets hud og udtrykket i kropsholdning, øjne, mund synes præcis at sige: “Kom! Lad dig inspirere – men tro ikke, at du får sandheden om, hvem jeg er.” Jeg synes, det er respektfuldt og ordentligt.
Det er mærkeligt at se sig selv fortolket. Jeg er der, og det er jeg ikke. For mig er der intet andet valg end at overlade portrættet til sig selv – og så betragte det som en inspirationskilde, mere end den fulde sandhed om mig.
Der er brug for, at vi inspirerer hinanden. Især som kvinder. Der er et tomrum i historien, hvor kvinder burde være til stede. Det skal opfyldes. Derudover er der en verden, vi skal ændre, så vi virkelig kan leve ligeværdige og mangfoldige liv med plads til de forskelligheder, der afspejler den enkeltes valg. Det er for at vi skaber en fremtid uden et tilsyneladende tomrum, hvor kvinderne er – fordi kvinder stadig skal udholde ulige løn, ulige magt, ulige tryghed og komfort.
Agnete Brinchs portrætter inspirerer mig. Nye farver, toner, snit og indsigter på Thit Jensen, inspirerer Karen Blixen. De viser kvinder, der tog valget om at være til stede, være synlige, handle. Derfor ændrede de vores verden og ryddede vejen for os andre. Det er et valg. Men da portrætterne ikke er konfronterende og ikke klæder personen af, er en del af deres liv ufortalt – noget de holder for sig selv. Det er meget bedre end at “få hele historien”. Det efterlader plads til ufuldkommenhed, fejl, det liv, der leves. Derved giver det plads til den inspiration og det skub, som vi har brug for: Vores verden har brug for forandring, og vi kan gøre det sammen.
Margrethe Vestager