Maren Sørensen er den første ordinerede kvindelige præst i Danmark. Det skete i Havrebjerg Frimenighedskirke. Menigheden er i dag en valgmenighed.

I 1940, hvor Maren blev ordineret, stod disse supergrundtvigianere under Niels Daels ledelse dog uden for folkekirken.
Maren Sørensen var født i Oksbøl, hvor hun voksede op i en metodistisk præget familie. Metodistkirken er en engelsk pietistisk frikirke, hvor kvindelige prædikanter tidligt var accepteret. Maren gik på grundtvigsk højskole, og blandt grundtvigianerne var der også aktive kvinder.

Inden Maren Sørensen blev præst, var hun uddannet sygeplejerske fra Sankt Lukasstiftelsen. Hun blev dybt optaget af den sønderjyske sag og oprettede Dansk Sygeplejeforening i Flensborg og deltog frivilligt som sygeplejerske under Første Verdenskrig. I 1930 rejste hun dansk kirke og menighedshus i Valsbøl syd for grænsen. Med dette arbejde som formål, blev hun ordineret præst. Anden Verdenskrig kom, og hun tog ikke siden præstegerningen op. Hun havde dog altid med sig en stor evne til at trøste og holde taler, som inspirerede lytterne.

Maren Sørensen har gjort et kæmpe indtryk på mig, med hendes store hjerte for de udsatte og syge. Hendes store indsats under såvel 1. som 2. verdenskrig samt de mange år omkring, hvor hun fungerede som indsigtsfuld støtte i råd og samtale, hendes taler og hendes arbejde som sygeplejerske.

Ikke mindst børnene havde en stor plads i hendes hjerte og arbejde. Hun skabte sammen med andre ildsjæle en art sommerbørnehjem, for at hjælpe især børn og deres familier under meget strenge og udfordrede tider for sønderjyderne.
Tak til Aal sogn arkiv for hjælp med tilgang til deres store samling af fotos og skriftligt materiale.

Anbefaling: Bog “Marens vilje” af Pernille Juhl.

Jesu mor nævnes flere steder i Det Nye Testamente, men Marias store betydning i kirkens historie, stammer ikke fra den første kristne menighed i Jerusalem, men er langt senere vokset ud af menighedens behov for en kvindelig eller moderlig skikkelse i kristendommen. 

Jeg tænker ofte på Maria på to forskellige tidspunkter i hendes liv: nemlig den purunge kvinde, der får pålagt en livsændrende opgave som Jesu mor, og den voksne kvinde, der senere ser sin søn dø på korset. Jeg forestiller mig den unge, drømmende, lydige og hengivne kvinde med nedslagent blik, som overgiver sig til det, som hun har svært ved at forstå, skal være hendes lod: at være Guds tjenerinde og bringe hans søn til verden. Og senere den Maria, som har set mere end et moderhjerte kan bære uden at briste. Hun er moderen, der kender til sorg, tab og smerte, men som også kender et håb, og hun slår ikke blikket ned. Hun ser ud på verden med både alvor og varme fra et dyb af livets og troens visdom, og hun udstråler en stålfasthed, ømhed og medlidenhed – med os? 

Jeg fortæller med mine portrætter og mit skriv om Jomfru Maria om en kvinde, der ved begyndelsen af vor tidsregning virkelig forandrede verden for altid. En kvinde, der ikke gik den slagne vej – og som måtte gå grueligt meget igennem i en større sags tjeneste. En person, som vi kan spejle os i visuelt med ordene: “Der findes ingen lys uden mørke og ingen mørke uden lys”. 

Som kunstner dokumenterer jeg og inspireres af, hvordan den afbilledede
kvinde på godt 150 år har ændret sig fra blysomt objekt til stærkt subjekt
i sin egen ret. Forandring til en ny verden begynder med måden, verden
ser på kvinder. Vores syn på kvinder starter med os selv, og hvordan vi
ser på piger og kvinder. Der ligger så meget ufortalt og samtidig noget
meget stærkt i ”den talende tavshed”, som et ubeskrevet blad i en bog –
oplagt til refleksion og efterrationalisering.